Skal vi samarbejde hver for sig?

Skolereformen har nu kørt i godt to år, og der har faldet mange hårde år undervejs. I kritikken har jeg dog savnet fokus på et stort problem, som skolereformen rent faktisk adresserer, og som jeg har svært ved at se andre løsninger på.

Jeg har arbejdet forskellige steder, og har bl.a været AKT-lærer på en skole hvor udfordringen var at skabe nogle nye rammer for arbejdet inklusion. Der var elever der havde faglige udfordringer, og fx kunne have brug for hjælp til at få læst tekster højt, og der var elever med sociale og adfærdsmæssige udfordringer, som således havde brug for hjælp til fx at sidde stille og ikke at forlade undervisningen. Traditionelt set havde man på den pågældende skole løst den type problemer ved at have et korps af folk der i et separat lokale kunne tilbyde forskellige former for specialundervisning, således at eleverne fik fyldt på af færdigheder som så enten kompenserede for det de ikke fik med fra den almindelige undervisning, eller måske via samtaler og lignende kunne få mere energi til at deltage i det almindelige skolearbejde.

Ledelsens ambition var at man i samarbejde med dette korps, som jeg var en del af, ville flytte dette arbejde ud i klasserne så at sige. Således skulle AKT-folkene forsøge at hjælpe lærerne (og pædagogerne selvsagt, men for nemhedens skyld refererer jeg kun til lærere i resten af indlægget) med at indrette undervisningen på en måde så alle eleverne fik udbytte af den. Det krævede at man fandt tid og rum til at sætte sig sammen og få snakket om hvad der fremover kunne gøres anderledes.

Udover at det gav udfordringer som rammer ind i diskussionen om metodefrihed, som ofte blev tolket som en "du-må-ikke-blande-dig-i-mit-arbejde"-ret, så var det overordentlig vanskeligt at finde tid til at mødes og snakke om dette samarbejde. Når den skemalagte tid, altså lektionerne og de relativt få møder der var obligatoriske, var klaret, tog de fleste hjem og forberedte sig der. Derfor fik man som samarbejdspartner hurtigt den rolle at være den der skulle bede den pågældende lærer om at blive lidt længere. Det betød også at alle sådanne snakke skulle berammes i god tid, og at det meget sjældent lod sig gøre hurtigt at efterbehandle en lektion, hvis der var sket noget vigtigt.

Derfor var min glæde stor da jeg læste om tilstedeværelsespligten, som også indførtes (eller måske rettere: blev udvidet) i forbindelse med skolereformen. Den betyder, for de der ikke skulle være klar over det, at lærerne skal være på skolen i fra et bestemt tidspunkt hver dag, og at man ligeledes har fri på et fast tidspunkt hver dag. Det kan i praksis betyde at man på dage med få undervisningslektioner, hvis man eksempelvis kun skal undervise fire lektioner hver onsdag mellem kl 10 og 14, stadig skal møde mellem fx 8 og 16. I "gamle dage" ville man kun være forpligtiget til at møde til selve lektionerne.

I en artikel fra 2014 fortæller lærer Christina Tolster at hun havde sagt sin stilling op da kravet om fuld tilstedeværelse tilsyneladende blev for meget for hende, idet hun med de nye regler ikke kunne lave sin forberedelse på de tidspunkter der passede hende bedst. Der er masser af sådanne historier, og jeg har selv oplevet mange kollegaer der var svært utilfredse med denne nye måde at arbejde på.

Problemet er blot at den tidligere ordning som sagt gjorde det meget vanskeligt at få sat sig ned og snakket om det samarbejde der skulle være, fx omkring en klasse med meget uro. Om den nuværende model er løsningen er måske heller ikke sikkert, men det at alle lærere er samlet på skolen, gør i hvert fald at man som AKT-lærer/inklusionsvejleder og lignende, ikke på samme måde blander sig i sine kollegaers ønske om at komme hurtigt hjem.

Jeg mener derfor at enhver kritik af reglen om fuld tilstedeværelse bør indeholde forslag og tanker om hvordan ovenstående udfordring løses alternativt.

Skal vi genindføre lussingerne?

For ikke så længe siden kom der en større reform af den danske folkeskole, hvis nogle skulle have overset det. I den forbindelse var der, og er der fortsat, meget debat om hvad den danske folkeskole fremover skal være for en størrelse, en debat som i mine ører og øjne først og fremmest handler om hvad der virker, og hvordan vi får en bedre skole, underforstået: hvordan bliver vores børn bedre til at læse, skrive, regne samtidig med at de også gerne skal blive mere kreative, innovative osv osv., eller hvad man nu lægger vægt på.

Problemet med den form for debat er at der er meget der virker !!! Det viser bl.a John Hatties forskning og det er også sådan at meget forskellige skolesystemer har succes (i hvert fald hvis man med succes mener gode resultater i PISA osv) på trods af meget store forskelle i indretningen. I denne artikel påpeges det bl.a at "Finnish students have little homework, short school days and tons of playtime, South Korean students study non-stop. In fact, they study more than kids in any other country in the world." På trods af denne forskel lå begge lande i den absolutte top i PISA i 2009.

Dette kan bl.a forklares med det kulturtænkeren Edgar Schein advokerer for, nemlig at en organisation bør efterstræbe en tilstand af "agreement or harmony between the organization’s culture, its mission and goals, and the people within the organization." og at hvis organisationen "....  reinforces its mission and its people believes in it, the organization is more effective." (Citater fra Dr. Michael Comers white paper som henviser til Schein). Altså (meget forenklet) hvis vi blot er helt igennem enige om hvad og hvordan vi gør tingene, så får vi succes.

Det er således ikke muligt at finde VEJEN til succes. Men sæt nu det var. Sæt nu der var én forkromet færdigudviklet måde at få drevet børnene frem til at nå de mål vi gerne ser de når. Og sæt nu det var et diktatur der havde opfundet det. Sæt nu børn blev bedre til at læse ved at holde deres kæft og adlyde ordrer blindt, og studere 12 timer om dagen? Eller sæt nu en dragt prygl førte til bedre resultater? Skulle vi da genindføre spanskrøret? Ja, gad vide hvad holdningen ville være til det?

Her i Danmark har der nemlig også været en lang debat om podernes opførsel i klasserne, og meningerne har været delte. Nogle mener netop der skal straffes hårdere og hyppigere, mens andre har mere fokus på skolens og lærernes rolle i forhold til at eliminere de årsager der kan være til uhensigtsmæssig adfærd fra børnenes side

Jeg har tidligere skrevet om hvordan børns vilkår i skolen kan i forvejen kan minde om forholdene i diktaturer, og vil vi virkelig arbejde henimod en skole, hvor børnene får endnu mindre selvbestemmelse end de har i forvejen? Vi lever i et samfund der hylder ytringsfrihed og selvbestemmelse, og således bør vores skolesystem også først og fremmest være præget af disse værdier.

En sydkoreansk lærer siger "Vores elever bliver ikke kreative nok, de kan ikke lide at gå i skole, og de kan ikke selv finde ud af at løse opgaver. De kan kun gentage det, andre har fundet ud af, og det er ikke godt for innovation". Men han havde kun behøvet at sige: "de kan ikke lide at gå i skole", for at overbevise mig om at vi ikke kan bruge deres eksempel til noget som helst.

Læring - kun i skolen?

Denne blog har ligget stille hen længe. Det er der mange grunde til, ligesom der er mange grunde til at den nu tilsyneladende får nyt liv. Ja, nu skal man jo ikke love mere end man kan holde, så her er i hvert fald ÉT indlæg mere :) 

Dette er et indlæg i skoledebatten som jeg startede på for et par år siden, med som (desværre) stadig er super-aktuelt (da det meste er skrevet for 2-3 år siden beder jeg om forladelse for forældede links etc):

I denne artikel: folkeskolen.dk/515443/alle-boern-kan-laere er pointen den meget sympatiske, at "vi skal have fat i de børn, der ikke kan tage i mod læring af den ene eller anden grund". Forfatteren Christina Mellerup har udviklet www.sofusmetoden.dk som er en metode til at hjælpe børn med særlige behov i skolen, et arbejde der er stort behov for, og som jeg jo også selv knokler med hver dag (sådan i overført betydning, da jeg som universitetsuddannet pt er forment adgang til det jeg gør bedst - spørg Autisme Center Vestsjælland att. centerleder Sys Petersen om hvorfor). Nå men, metoden tager udgangspunkt i at man må bygge en god relation op til eleven, før man kan komme til at arbejde med de faglige mål. Et synspunkt jeg er helt enig i, og igen et arbejde jeg kender mere end godt.

Andetsteds skriver formanden for børne- og kulturudvalget i KL Jane Findahl, at "læring er ikke længere kun noget, der sker i skolen", og at man bør "fremme motivationen til at lære noget - også inden børnene begynder i skole", og plæderer for at læring skal ses som noget der bør foregå i og omkring barnet også imens de går i vuggestue og børnehave. Igen er jeg meget enig.

I en tale sagde Jane Findahl d. 2. februar 2012 desuden, at "børn kan lære utrolig meget mens de er helt små. Og de vil også gerne!" samt at "børn skal lære i dagtilbud". Og igen er det svært at være uenig. Men samtidig dækker udtalelserne over en besynderlig præmis. De ser tilsyneladende skolen som det eneste sted der foregår læring. Men så må man stille det helt simple spørgsmål: hvor har de så lært alt det de kan når de starter i skolen? Og hermed er vi fremme ved pointen. Læring er nemlig ikke kun noget der foregår i skolen, som bl.a. Hans Henrik Knoob er inde på her kan læring også ses som "noget, der sker inde i hovedet og inde i kroppen, det er en biopsykologisk omprogrammering, en udvikling, en dannelsesproces, eller hvad man nu vil kalde det, som foregår hele tiden»

Det er ikke kun skolens læring, der stiller krav. Det samme gør frikvarterets leg. Når man leger, gør man det med udgangspunkt i mundtlige overleveringer fra andre, og det kræver meget øvelse at beherske de teknikker, som legen kræver«, siger Flemming Mouritsen. fra Syddansk Universitet her: http://www.folkeskolen.dk/63377/tag-legen-alvorligt

Nu kan man måske indvende at det er lige lovlig ordkløverisk at snakke om at læring ikke kun foregår i skolen, da den læring der henvises til ovenfor er en særlig faglig læring, som adskiller sig fra den sociale læring, som f.eks. at kunne deltage i lege og være empatisk osv, eller læring af færdigheder, som f.eks. at binde snørrebånd eller spise med kniv og gaffel. Og at det som Christina Mellerup mener med at "alle børn kan lære" er at alle børn har mulighed for at lære noget fagligt, altså at skrive bogstaver, sætte komma, lægge tal sammen etc etc., hvilket jeg da i hvert fald tror er meningen med citaterne ovenfor.

Det ændrer bare ikke ved at det et besynderligt at skulle understrege at alle børn kan lære, da det for alle burde være en så indlysende sandhed at det ikke var værd at nævne. Jeg har i hvert fald endnu ikke mødt et barn som ikke har lært et eller andet, om det så er at det giver mening at græde hvis man er sulten eller at asfalt gør ondt mod bar hud. Og når vi erkender det bør det egentlig mere være en nyhed hvis vi finder børn der IKKE kan lære alfabetet eller at lægge tal sammen. Jeg har set en del børn i min tid, og jeg har i hvert endnu denne opdagelse til gode

Problemet er at når det giver mening at sige at "alle børn kan lære" må det modsatte også give mening, nemlig at nogle børn IKKE kan lære, hvilket gør en hel masse ved dels det ansvar man står med som skole/lærer/pædagog osv, og ikke mindst gør det en hel masse ved de pågældende børns måde at se sig selv på. Selvfølgelig kan alle børn lære. Lad os sørge for de selv er helt sikre på det også.

Uroens kultur - den korte udgave

Da jeg gik i skole, var vi tre klasser på min årgang, a, b og c, og jeg gik i b-klassen. Sådan som jeg husker det, var a-klassen de rene englebasser, og lærerne talte altid om hvor dejlige de var. Vi var knap så dejlige, og c'erne var lærernes skræk. Der var med andre ord stor forskel på hvordan vi var som klasser, og lærerne havde helt klart deres foretrukne.

Da jeg selv arbejdede som lærervikar på en skole i Hvidovre, ikke så ulig den jeg gik på som barn, fandt jeg det samme fænomen, blot fra den anden side nu. Jeg havde klasser der var som modellervoks i mine hænder, stort set ingen problemer, mere eller mindre alt hvad jeg foreslog blev accepteret, og vi kunne snakke sammen stille og roligt om det skulle ske i timerne. Og så havde jeg klasser hvor det næsten var lige modsat. Alt blev skudt ned, det var ikke til at få sagt det jeg ville sige, der var konstant snakken i timerne (altså når det var meningen at det kun var MIG der skulle snakke), eleverne lavede ikke deres opgaver osv. osv. Det var måske ikke helt så slemt som her ....

... men det var tæt på. Der var i hvert fald kæmpe forskel på hvordan eleverne i de forskellige klasser reagerede overfor mig og det jeg kom med. På lærerværelset gik det igen. Lærerne snakkede om søde klasser, gode klasser, forfærdelige klasser osv. Det var altså ikke kun mig der havde opdaget denne store forskel, og så slog det mig en dag, at det jeg vidste noget om, sociologi og kulturteori især, måske kunne bruges til at prøve at forstå hvad det drejede sig om. Så jeg endte simpelthen med at skrive speciale om det i stedet. Og hvad kom jeg så frem til? Jo, det vil jeg ultra kort prøve at ridse op i det følgende:

Den helt store skolekul-tur

Kort sagt så mener jeg at kulturteorien kan give et godt bud på hvorfor der er så stor forskel på adfærden i klasserne. I mit speciale anvender jeg primært to tænkere, Edgar Schein og Pierre Bourdieu. Jeg kritiserer især førstnævnte, men kritikken går på nogle ting som ikke er så relevante her, og derfor vil jeg blande deres pointer lidt sammen. Dette indlæg er skrevet uden præcise referencer, men der er tale om analyser der er yderligere begrundet i specialet, som man så kan dykke ned i hvis man vil vide mere.

Men begge teoretikere ser værdier, normer osv. som helt essentielle for at forstå hvad der foregår imellem mennesker. Disse værdier og normer er lige så bindende og faktisk eksisterende som væggene i min stue, og på samme måde som at de gør det muligt at have lidt privatliv, så gør de andre ting umulige, nemlig f.eks. at se hvad naboen laver eller at tage en smutvej ud på opgangen. Disse værdier og normer udgør meget kort sagt kulturen, og er i det daglige ikke noget vi tænker på. Det er tværtimod noget vi tager for givet.

I skolen tager vi f.eks. for givet at det er de voksne der bestemmer, og ligesom at vi i princippet ligeså godt kunne have skabt lejlighedskomplekser uden vægge, så er den skæve magtbalance mellem børn og voksne også noget der godt kunne have været anderledes. Men i begge eksempler er der tale om strukturer om livet som fremstår så selvfølgelige for os, at vi meget sjældent, eller aldrig, tænker over dem. De er blevet ubevidste, og det at værdier bliver ubevidste, er meget vigtigt, da vi ellers ikke ville kunne træffe helt almindelige dagligdags beslutninger, hurtigt og uden at tænke så meget over det, som f.eks. hvad vi skal spise til aftensmad, eller hvornår vi skal hjem fra middagen hos bedsteforældrene. Det at vi ikke spiser vingummier til aftensmad, og at man f.eks. ikke bliver og sover når man er på besøg, er begge to eksempler på noget man sådan set godt kunne gøre, men det er nogle, som Schein kalder det, grundlæggende antagelser, som altså er os ubevidste, og ikke er noget vi forhandler om hele tiden. De er nemlig ikke bare grundlæggende for mig, men også for andre. Men er de også grundlæggende for alle andre? Nej, det er de nemlig ikke, og det er det der gør denne tænkning spændende i et ledelsesperspektiv, og dermed også for lærere.

Som sagt, så er hele den grundlæggende opfattelse af at voksne godt må bestemme over børn et eksempel på en ubevidst værdi, som er nødvendig, men som godt kunne være anderledes. Det er vigtigt at understrege, at det at tale om at magtforskelle o.l. er vilkårlige, ikke er det samme som at sige at de er dårlige. Børn har fra f'ødslen brug for voksne der i bogstaveligste forstand tager hånd om dem, men på et eller andet tidspunkt er det vist almindeligt anerkendt, at disse børn opnår en position hvor de er ligeværdige med deres forældre, og hvor disse ikke længere kan tvinge dem til at gøre noget. Men hvornår og hvordan det sker står ikke hugget i granit, og f.eks. har man på Summerhill og Freinet-skoler nogle andre opfattelser end man har i de fleste folkeskoler, af hvornår og hvordan børnene skal have mere ansvar. Og her har vi netop nogle eksempler på steder hvor man ikke har de samme grundlæggende antagelser. Hvis en lærer fra en traditionel kostskole, og en lærer fra en Summerhill skole skulle arbejde sammen, ville de have svært ved at forstå hinanden, da deres måde at anskue børn, læring osv. formentlig vil være meget forskellige. Men hvis der til gengæld er nogenlunde enighed om disse grundlæggende måder at anskue verden på, altså f.eks. tilslutning til den antagelse at det er de voksne der bestemmer, så kører det bare derudaf.

Uroen bryder ud

Og dermed har jeg næsten også sagt hvad det er der går galt. For når eleverne ikke "gør hvad der bliver sagt" og reagerer på lærerens instruktioner med modvilje, tyder det ikke på at alle har samme grundlæggende syn på hvad det vil sige at gå i skole. Snarere tværtimod. 

Der kan således sagtens opstå værdibaserede fællesskaber i klassen som læreren ikke har direkte indflydelse på, og det kan meget vel være det der sker i klasser der er præget af meget uro. Læreren mister sin status som klassens leder, og der opstår fællesskab(er) omkring en eller flere elever, der får magt via den autoritet de tildeles af klassekammeraterne. Når læreren således oplever klassen som kaotisk, så er det altså ikke helt rigtigt. 

Det fremstår kaotisk fordi der er en social orden, som læreren ikke forstår, fordi denne ikke er en del af kulturen. Dermed er læreren i denne situation stillet på samme måde som den vestlige turist, der oplever et ceremonielt ritual i Afrika, eller noget lignende. Det fremstår kaotisk, mærkeligt og uden mening, fordi man ikke er en del af det meningsfællesskab det omhandler. Grunden til at det virker uforståeligt, er netop at kultur fungerer på et ubevidst plan. Vi ved ikke hvorfor vi synes at det er ulækkert at spise slanger, men dejligt med ål. Det gør vi bare!

Således er det klart at det er at foretrække for den enkelte, hvis dennes grundlæggende antagelser (eller habitus i Bourdieus version) stemmer overens med gruppens. Bourdieu taler om at have det som "en fisk i vandet", hvis det er tilfældet.

Elevens syn

Og således er det naturligvis også for den enkelte elev, men det er langt fra altid tilfældet. Hvis man er opdraget hjemmefra med en "slå hårdt og slå først" tænkning, så er det måske ikke så nemt at trives i et "det må vi lige snakke om" fællesskab, og således opstår der kamp om hvilken kultur der skal gælde i klassen.

Man kan f.eks. forestille sig at en klasse får en ny elev. Denne elev kommer måske fra en klasse, hvor det at være god til de mere faglige ting, at læse, regne osv., var meget vigtigt, og hvor man, hvis man kunne det, havde høj status og stor indflydelse på livet i klassen. I den nye klasse kan det være stik modsat, nemlig at de boglige færdigheder ikke betyder særlig meget, men hvor det at kunne løse problemer med trusler om vold o.l., til gengæld er mere værdsat (altså blandt eleverne). Hvis nu eleven har lignende værdier som i den nye klasse, så kan man sagtens forestille sig at denne hurtigt får høj status, og dermed cementerer kulturen i klassen. Og da dette føles godt for eleven, vil lærerens forsøg på at arbejde klassens kultur i en anden retning, højst sandsynligt mødes med modstand.

Og på et mere almindeligt plan, og som jeg er inde på her, så er det idag helt almindeligt at voksne offentligt kritiserer autoriteter, som f.eks. politikerne, læger og f.eks. de udsendte soldater i Afghanistan. Vi har bevæget os hen imod en kritik-kultur, som langt de fleste børn vokser op i, og jeg har nemt ved at forestille mig at mange børn hører deres forældre tale dårligt om deres overordnede derhjemme. Og når børn oplever dette, samt som noget helt naturligt bliver inddraget i og har indflydelse på familiens beslutninger, så er det måske ikke så mærkeligt at de stejler når de i skolen får besked på at skulle lave matematik, alene af den grund at det står der altså på skemaet at de skal.

Men hva' gør vi så?

Ja, hvad kan man gøre ved det. Det står der så til gengæld ikke noget om i specialet, men jo, vi kan heldigvis godt arbejde med det. Ligesom man kan arbejde personligt med sin psyke, hvis den spænder ben for ens lykke, så kan man også arbejde med en organisations eller en mindre gruppes kultur. Nogle ting er nemme at gøre, som f.eks. dette lille indslag viser, hvor der bl.a. tales om at gøre undervisningen mere spændende og at gøre det muligt for eleverne at interagere imens, som f.eks. Cooperative Learning giver mulighed for. Men endnu vigtigere tales der også om, at læreren skal acceptere og respektere barnet, og på den måde indgyde tillid, for det er nemlig netop sådan, at kulturen hele tiden er til forhandling. Den ændrer sig en lille smule hele tiden, eftersom børnene bliver ældre, og/eller hvis der f.eks. kommer nye elever i klassen eller nogle stopper, så vil det have konsekvenser for kulturen. Et lærerskift vil også betyde noget, og dette kan absolut være en ide hvis det er kørt helt fast. Men man kan også reflektere over kulturen, og sammen med børnene, i en anerkendende ramme, arbejde med de værdier og antagelser som adfærden, sproget osv. i klassen bygger på. Her er klassemøder en god ide (dcum.dk/sammen-mod-mobning/klassemoede).

Og man ikke bare kan arbejde med det. Jeg mener man skal. Alt andet vil være helt uansvarligt. Børn har brug for voksne til at guide sig igennem livet, også skolelivet. Men pointen her er, at når man arbejder med børnene, så er man med til at forme og påvirke dem på alle mulige måder, og hvis man f.eks. har en elev der trives bedst i en kultur der værdsætter vold og hårdt sprog, så er det meget voldsomt, og meget svært for denne at ændre på det. Schein sammenligner det at pille ved kulturen, med det at arbejde med sin personlighed i terapi, og det er altså ikke noget man bare lige gør uden problemer. Så der skal trædes varsomt, og man bør gå til opgaven med en anerkendende vinkel, så eleverne føler sig mødt.

Skolen på markedet

Den seneste tids konflikt mellem Restaurant Vejlegården og fagforeningen 3F er blevet den helt store sommerhistorie i de danske medier. Det er ikke første gang at en faglig konflikt har fået offentlighedens interesse, men det der adskiller denne sag fra andre tidligere, er at det er arbejdsgiveren der fremstår som den undertrykte. Flere har beskrevet sagen som den lille mands kamp mod fagforeningen, og sympatien er strømmet ind til restaurantejer Amin Skov. Billedet er altså vendt på hovedet, og fagforeningen bliver set som et østeuropæisk levn, der knægter den lille mands ret til at drive forretning. Eller rettere, som knægter retten til selv at vælge.

Men hvad har alt dette med skolen at gøre? Jo, sagen er relevant for en skole relateret blog, fordi den i mine øjne er udtryk for den samme logik, som også giver den danske folkeskole så mange problemer. Eller som i hvert fald giver anledning til at tænke over hvad det vil sige at have en folkeskole i 2012.

Restauratør Amin Skov kæmper for sin ret til selv at bestemme hvilken fagforening han vil skrive overenskomst med. Men allerede her burde de fleste stoppe op, og studse over det sagte. Siden hvornår har en arbejdsgiver kunnet vælge mellem faglige modstandere. Som om fagforeningerne er blade på hylden i en bladkiosk, som man så kan kigge lidt i, indtil man beslutter sig for hvad man vil købe. Det er en besynderlig præmis, da fagforeningerne jo strengt taget ikke er til for arbejdsgivernes skyld, men er skabt for at den enkelte lønmodtager ikke står alene imod en økonomisk stærkere magt. Men det at knægte det frie valg, er en vore dages store brødder, og selv om der er mange forskellige udlægninger af sagens kerne, synes det i det mindste at være klart, at kritikken mod 3F handler meget om, at det frie valg er blevet overløbet.

Hvordan er det relevant for skoleverdenen? Jo, det er det som sagt i og med at den samme logik gør sig gældende her. Hvis man ikke er tilfreds med de vilkår der bliver budt en, så vælger man bare et andet sted. Forældre vælger i stor stil folkeskolen fra, og sender i stedet ungerne på privatskole, hvor der er nogle bedre rammer for undervisningen, forstået som færre elever i klasserne, flere penge til IT osv. Skolen bliver set som en serviceudbyder, som man kan vælge til eller fra. Vi taler med fødderne, og selv indenfor områder hvor det tidligere ikke gav mening at snakke om valg, som f.eks. hvilken fagforening man vil være medlem af, bliver det nu den dominerende logik. Det er nemlig blevet helt almindeligt, at se fagforeningen som en serviceudbyder, hvor man vægter pris og service, præcis på samme måde som når man vælger hvor man vil klippes, eller hvilken internet-udbyder man vil have. For nylig bragte BT en guide til den bedste fagforening, med fokus på netop pris og service. Og markedslogikken synes at være almindeligt accepteret.1

Det er helt sikkert rigtig godt når vi taler om supermarkeder med for høje priser, og pizzariaer med sure smileys. Men er det også godt når vi taler om at vælge skole for sine børn? Det er i hvert fald forståeligt. Lige som det er forståeligt at Amin Skov hellere vil have en i hans øjne bedre overenskomst, og at folk gerne vil slippe billigere i kontingent. Men hvad sker der med folkeskolen, når folk behandler den på samme måde, som når man skal købe en ny bil eller fladskærm?

Folkeskolen er selv hoppet med på markedsliggørelsen. Opslag af karaktergennemsnit, så forældre kan se hvilke skoler der klarer opgaven bedst, giver bedst mening hvis man tænker det som en form for forbrugeroplysning, der kan bruges af forældre til at vælge den bedste skole for deres børn. Igen, det er der ikke noget som helst mærkeligt i. Hvem vil ikke give sine børn de bedste betingelser? Men det har nogle konsekvenser. Det ændrer hele den måde vi tænker skole på her i landet.

Folkeskolen er skabt i en tid, hvor man gik på den lokale skole, og hvis der var noget man var utilfreds med, så var der mulighed for indflydelse gennem skolebestyrelsen, pres på byrådet, læserbreve, forældremøder osv. Med andre ord, alle børnene gik det samme sted, og alle (i hvert fald alle forældre) har mulighed for at øve indflydelse på hvordan der undervises, hvilke værdier skolen bygger på, osv osv, alt sammen naturligvis inden for rammerne af lovgivningen, som er skabt af et flertal af politikere, valgt af et flertal af de stemmeberettigede danskere. Folkeskolen er altså en demokratisk institution, og således er det også med en fagforening. Her er der tale om en forening som man er medlem af, og som man kan få indflydelse på gennem de normale demokratiske kanaler; generalforsamlinger, medlemsmøder, indlæg i medlemsbladene osv. Hverken folkeskolen eller fagforeningerne er virksomheder. De har ingen kunder. De er ikke aktører på markedet (selvom de naturligvis er forbrugere, når de køber møbler, mælk til kaffen osv.).

Omvendt har man ikke mulighed for at sidde i bestyrelsen for private virksomheder, uden at skulle betale for det (undtaget herfra er de kooperative virksomheder - man kan faktisk komme i bestyrelsen for den lokale brugs, som man kan blive medlem af, og således få indflydelse den vej), og man har kort sagt, udover den lovgivning som virksomhederne selvfølgelig skal overholde, ikke mulighed for indflydelse på andre måder, end at vælge om man vil købe den vare eller serviceydelse de udbyder, eller ej. Og som sagt, så har disse to forskellige typer af organisationer eksisteret side om side i mange år, men nu er vi altså begyndt at behandle de demokratiske institutioner som private virksomheder.

Spørgsmålet er så hvad der sker med folkeskolen når vi gør det. Jeg mener at der er grund til bekymring. En af de store fordele ved folkeskolens struktur, har historisk set været at børn fra alle samfundets lag, har mødtes og gået i klasse sammen. Dette er under gevaldigt pres. De riges børn samler sig på privatskoler, som denne artikel er inde på: www.folkeskolen.dk/514394/rige-boern-samler-sig-paa-privatskoler. Vi bevæger os i stigende grad mod et skolevæsen, der er delt i A- og B-skoler, hvor de bedste skoler er uden for rækkevidde for familier med lavere indtægter. Således bliver det givetvis også med tiden mere attraktivt for lærere at undervise på privatskoler, hvorefter dominoeffekten ruller, og retten til gratis undervisning i Danmark, bliver til retten til gratis discountundervisning. Er det der vi gerne vil hen som land, eller er der brug for at vi genovervejer måden vi anskuer og engagererer os i skolen på?


 http://www.bt.dk/privatoekonomi/guide-skal-du-skifte-fagforening

Op af skole-stolen

Sidste gang snakkede jeg om meningsfyldte aktiviteter, og om hvordan man I det små, og inden for rammerne af fælles mål, godt kan arbejde med at gøre arbejdet mere meningsfyldt for ungerne. I en anden boldgade, hvor man måske ikke så meget gør stoffet mere meningsfyldt for dem, vil jeg her snakke om at gå udenfor og bruge kroppen til at arbejde.


Det er veldokumenteret at man lærer bedre hvis man bevæger sig samtidig, og det er også en af tankerne bag f.eks. Cooperative Learning, at man mindst en gang i mellem skal op og gå for at kunne huske hvad man har lært. Det er en fejl kun at tænke at det er hjernen der husker ting. Kroppen husker også, hvilket er helt tydeligt når man f.eks tænker på sin egen reaktion når man rører noget varmt e.l. Så reagerer kroppen helt ad sig selv, uden at man når at tænke noget som helst.

Således er det også med det faglige i skolen, som denne artikel bl.a. handler om www.folkeskolen.dk/44369/kroppen-husker-matematikken. Når man laver matematik med kroppen, så sidder det bedre fast bagefter. Basta. Andre steder er det dokumenteret at eleverne klarer sig bedre i de boglige områder, hvis de har haft mere idræt (navnligt drenge åbenbart www.b.dk/nationalt/skemalagt-idraet-giver-klogere-drenge), eller (endnu bedre) hvis læringen er foregået i en forståelse af at kroppen og hjernen hænger sammen, og helst skal behandles således (www.folkeskolen.dk/39912/mere-krop-i-skolen)

Jeg vil her give et par eksempler på måder jeg har arbejdet med dette:

Matematik

Tre-cifrede tal

Her på disse billeder er børnene i gang med at lave trecifrede tal.  

Der er tegnet tre cirkler, 1'ere, 10'ere og 100'ere, og så nævnes på skift et tal (kan f.eks. være at eleverne på forhånd har lavet sedler med tallene, som er lagt i en kasse), og eleverne fordeler sig ud i cirklerne, så det passer med tallet.

På den måde er vi både aktive, kommer udenfor, får gang i blodcirkulationen osv, samtidig med at det at lære om tre-cifrede tal bliver lært med kroppen, så eleverne får flere billeder på når de senere skal arbejde med emnet f.eks. i matematikbogen.

Plus og minus 

I et forløb med fokus på addition og subtraktion, lavede jeg engang klassen om til en købmandsbutik. Eleverne havde hjemmefra taget diverse tom emballage med, og der var kommet rigeligt skal jeg hilse og sige. Det var i øvrigt en stor fordel, for så kunne vi bruge det i en masse andre sammenhænge, bl.a til at regne kalorier i et tværfagligt for med natur-teknik og matematik. 

Der er forskellige måder at håndtere sådan en købmandsbutik på. Jeg gav eleverne opgaver med plus og minus undervejs, som de skulle løse med eksempler fra butikken, men en måske bedre måde ville være at lade dem regne omsætning, overskud osv. Det var i hvert fald sjovt, og gav en aktiv og meget motiverende ramme at lære i. Det gav også muligheden for at komme rundt og hjælpe med det matematikfaglige, når elever f.eks. skal regne ud hvad de skal give tilbage, når nogle har købt noget. 

Spil og leg

At lægge sammen kan også øves ved at spille matematik-bowling. Her er regler og instruktion til det: Matematik Bowling, og det bringer os videre til emnet spil og leg. Diverse lege kan nemlig være gode til at træne forskellige ting, og jeg har især én leg, frugtsalat, som jeg har brugt i mange sammenhænge. Den går ud på at man sidder i en rundkreds, med en stol mindre en antallet af deltagere, og i sin oprindelige udgave får alle navnet på en frugt, sådan at nogle f.eks. er bananer, nogle er æbler og nogle er pærer. Så siger en (f.eks. læreren) "pærer", og så skal alle pærerne bytte plads. Da der er en stol for lidt, vil én person mangle en plads, og denne siger den næste frugt, osv. Men hvis man f.eks. erstatter frugterne med tillægsord, navneord og udsagnsord, og så beder den i midten om at sige et ord der tilhører en af de tre ordklasser, så har man lige pludselig en sjov leg, med masser af energi i, hvor man samtidig får øvet sig på ordklasser. Man kan også sige et regnestykke, og så er alle enten lige eller ulige tal, og så skal man finde en ny plads, hvis resultatet af regnestykket passer til det man er. Og således kan man blive ved med at finde på indhold til legen. Og den er ikke kun god til de små. Jeg har leget den med 9. klasser også, og de var helt flade af grin, og efterspurgte den igen senere.

Op af skole-stolen og lav opgaver

En af mine kollegaer har lavet dette ark med opgaver der kræver at man bevæger sig rundt på skolen. De er lavet til Hedehusene Skole, men skulle nemt kunne oversættes til jeres skole: Matematik på gåben.  Det er ligeledes helt oplagt at tælle skridt på gangene, måle cirkler på fodboldbanen, finde svære ord på skolens skilte og finde ud af hvad de betyder, gå ned i byen og interviewe folk osv osv. 

I en lidt anden boldgade, hvor man måske ikke får rørt sig så meget, men hvor man stadig arbejder med det faglige, på en anderledes og sjov måde, er kort- og terningsspil. Her er nogle spilleregler til fire forskellige spil: 31, 500, Meyer og Tænkeboks

Til sidst vil jeg lige vise ham her, Dale Le Fevre, som tilbyder en masse spil og lege, som alle er samarbejdspræget, og som alle involverer bevægelse. Tjek hans site inewgames.com, tilmeld nyhedsbrevet, og få fluks gode ideer til lege, bl.a. en leg der arbejder med biord, og som ser virkelig sjov ud.

Rigtig god fornøjelse

 med at få sved på panden i undervisningen.

 Det betaler sig



Kontakt mig hvis du eller dit team har brug for ideer til at få mere bevægelse i undervisningen. Da jeg er jobsøgende stiller jeg gerne op uden beregning, så vi kan hjælpes ad med at gøre det hele endnu bedre

Hvad pokker er meningen?

Jeg har talt meget om manglen på meningsfyldte aktiviteter i skolen, bl.a. i forhold til Daniel Pinks tre betingelser for motivation, "autonomi, mastery and purpose", og dette indlæg vil handle om hvad man så gør ved det.

Det at skabe meningsfuld undervisning kan nemlig være svært i den danske folkeskole, da vi er underlagt nogle i folketinget besluttede rammer, som ikke altid rammer lige ned i det den enkelte skoleelev nødvendigvis oplever som meningsfyldt. Jeg vil kæmpe til jeg stiller træskoene for at vi får ændret det, men indtil da står man jo som lærer i en virkelighed der kræver at man virkelig tænker sig godt om. Og på dette sted, lige nu og her, vil jeg give vise nogle eksempler på hvad man kan gøre, så undervisningen føles mere nærværende for ungerne.

Statistik i 3. klasse

Efter 3. klasse skal eleverne ifølge fælles mål kunne indsamle, ordne og behandle data i arbejdet med statistik og sandsynlighed 1 Hvordan gør man det til en interessant og levende aktivitet for ungerne? Jo, jeg har flere gange gjort det, at jeg har bedt dem om at beslutte sig for at undersøge et eller andet ved deres klassekammerater, f.eks. hvor mange lommepenge de får, hvad deres yndlingsfag er, eller noget helt tredje. Når de så har indsamlet data fra kammeraterne, laver de et søjlediagram på et stykke A3 papir, som de fremlægger til klassen. Hvis man vil gå videre kan man evt. også undersøge naboklassen, og så sammenligne resultaterne der. 

Denne aktivitet har som bonus, at børnene producerer viden der ikke bare er interessant for de fleste, med som oven i købet kan være med til at åbne deres øjne for de forskellige levevilkår der eksisterer i en helt almindelig klasse.

Dansk

Gør som jeg, lav en blog. Ungerne skriver en hel masse i løbet af et skoleliv, men det meste af det har kun én adressat, nemlig læreren, og når det er afleveret og rettet, så ryger det i en mappe og samler støv, eller direkte i skralderen. Mange arbejder med portefølje, og det gode ved det, er at det producerede materiale fortsat har en betydning, men det er stadig i en meget begrænset form, nemlig som en evaluering af om eleven har lært det denne skal. 

Fælles mål for dansk ovenfor er som skræddersyet til at blogge, lige bortset fra, at der mangler et helt almindeligt mål for noget skriftligt, nemlig at det har et bredere målgruppe. At nogen gider at læse det, og at det har betydning for andre end skolens aktører. F.eks. skrives der masser af gode historier i folkeskolen. Mange elever har en helt specifik humor, som er unik for aldersgruppen, men stort set al litteratur er skrevet af voksne, og en blog med elevens eller klassens gode historier kunne være rigtig fedt for andre at læse. Jeg tror også at andre børn vil synes at det er sjovt at læse historier skrevet af børn, og at der kan ligge en stor motivation i at læse noget som ens søskende eller venner har skrevet. Et eksempel på noget sådant kan ses her: skolehistorier.blogspot.dk/, og det er faktisk en god historie, som har noget af det der særlige børnesprog, som jeg mener er  helt unikt, og meget læseværdigt. Jeg kunne i hvert fald godt tænke mig at vide hvad der skete med pigen senere. Meget uhyggeligt

Og en blog er så nem at lave. Så nem så det næsten fremstår sværere at klø sig bagi. Der er flere muligheder, men hvis vi holder os til dette sted (blogger.com), så kræver det blot en google-konto, som det tager maks fem minutter at lave:

Når det er klaret, så er det næste skridt næsten endnu mere simpelt:

Og så er det bare om at komme igang

Som jeg har vist her: skolesnak.blogspot.dk/2012/02/fernisering-srg-selv-for-cocktails-og.html, så kan en blog også bruges til at vise billeder og andre billedkunst projekter frem, så det igen har relevans for andre end blot eleverne og læreren. Og i et fag som samfundsfag, er det helt oplagt at lade eleverne fremføre deres synspunkter i en blog, omhandlende et eller andet emne, sådan som denne blog jo også er et eksempel på.

Musik

Hvad sker der med den musik der skabes i skolens musiklokale. Jo, ofte bliver den derinde. Det er dejligt at høre resultatet af øvelserne til skolens årlige julekoncert, hvis man har sådan en, eller i andre sammenhænge hvor der spilles musik på skolen. Og hvis forældre og andre er inviterede til at høre med, så er vi ved noget der giver rigtig god mening.

Men hvorfor vente til det? Med myspace er det nemt at lægge musik ud på nettet, som jeg og en anden lærer gjorde sidste år i forbindelse med en fordybelsesuge i musiklokalet. Resultatet kan høres her, og jeg skal love for at koncentrationen røg helt op i loftet, når der blev indspillet. Jeg brugte blot min telefons optage program, og overførte filerne til min myspace konto. Det var meget nemt. Og resultatet kan høres her: dk.myspace.com/576332831

I et længere musik forløb kan det  f.eks. også bruges til at følge udviklingen af en sang, og til at eleverne hører at de bliver bedre. Man kan selvfølgelig også vælge at vente med at lægge det ud, til man synes kvaliteten er helt i top. Men pointen her er at eleverne oplever det som mere meningsfyldt, når de producerer noget der slippes ud i det offentlige rum.  Og igen, det er ikke svært at komme igang:

Jeg håber at disse helt konkrete ideer kan bruges til at gøre undervisningen mere meningsfyldt, og hvis du/I har brug for flere, evt. i forbindelse med planlægningen af næste skoleår, så skriv eller ring til mig, så er der gode gratis ideer på vej næsten med det samme. Go' fornøjelse

1 www.uvm.dk/Service/Publikationer/Publikationer/Folkeskolen/2009/Faelles-Maal-2009-Matematik/Trinmaal-for-faget-matematik-efter-3-klasse/Matematiske-emner

Et godt tilbud

Ja, jeg er kommet i den situation at jeg leder efter et nyt arbejde, og derfor vil jeg for at gøre lidt reklame for mig selv, tilbyde at komme ud og arrangere en eftermiddag eller aften, med undervisning i en af de ting jeg ved noget om. Det kan enten være i Cooperative Learning, konflikthåndtering, hvordan I får nogle bedre møder, klassemøder, eller hvad I nu kunne være interesseret i. Indtil min jobsøgning har båret frugt, skal det ikke koste jer noget som helst. Så det er nu I har chancen.

Jeg vil bruge dette indlæg til at fortælle lidt om mig selv, så I der måtte være interesseret kan danne jer et indtryk af mig inden vi forhåbentlig mødes:

Som person er jeg meget iderig, har et stort overblik og forholder mig altid anerkendende og nysgerrigt til der jeg møder. Det passer dels til mine værdier, og det fodaftryk jeg gerne vil sætte på verden, og så har jeg fundet at det har en stor og meget positiv indvirkning til kollegaer, børn, forældre o.a. Således har jeg været med til at nedbringe antallet af magtanvendelser, har bidraget til en mere anerkendende måde at se på og tale med børn, bygget hundredvis af gode relationer, og har generelt været rigtig god til at samarbejde med alle skolens parter.

Jeg har derudover en række værktøjer i rygsækken, f.eks. er jeg certificeret Cooperative Learning underviser, har et indgående kendskab til klassemøder, samt har praktiseret Samarbejdsbaseret Problemløsning, som en anerkendende måde at håndtere problemskabende adfærd hos børn.

Her følger et forkortet CV, så I kan se lidt mere om hvem jeg er, og hvad jeg kan tilbyde. Håber at høre fra
jer snart. Hvis I er interesseret kan I skrive på pdam@ruc.dk eller ringe på 25374929

Mange venlige hilsener,
Peter Dam

Kompetencer, helt kort

Ideskabelse, problemløsning, det at kunne tænke uden for boksen og ANERKENDELSE!

Erfaring

Lærer på Hedehusene Skole

April 2008 - nu

Udover min egen undervisning (som primært har været i dansk, matematik, engelsk, idræt og naturfag)
hjælper jeg elever og lærere med at løse problemer i klassen. Jeg bruger forskellige metoder, såsom Ross
Greenes "Samarbejdsbaseret Problemløsning", Spencer Kagan og Johnson & Johnson's "Cooperative
Learning", som jeg er certificeret underviser i efter at have færdiggjort kurset "Leadership in Cooperative
Learning" af og med Roger and David Johnson. Jeg bruger også Helle Høibys anti-mobbe værktøjer, især
"klassemødet", som jeg har meget gode erfaringer med, samt meget mere.

Lærer på Fjordskolen, Vestre Hedevej Afd.

August 2006 - April 2008
Arbejdede med normaltbegavede børn med svære opmærksomhedsforstyrrelser, såsom ADHD, autisme, tidlig skade o.l. Her udviklede jeg især min evne til at reflektere over børnenes behov, det at kunne læse deres adfærd som deres måde at vise hvad de har brug for på, samt evnen til at håndtere konflikter uden selv at blive smittet af den affekt børnene nogle gange kommer i (low-arousal konflikthåndtering)

Pædagogmedhjælper på Fritidshjemmet Bjerget, Hvidovre

November 2003 - Juli 2006
Arbejdede bl.a. med børn med alkoholskade og diabetes

Lærervikar på Risbjergskolen, Hvidovre

August 2003 - Juni 2006
Arbejdede med alle skolens klasser, fra 0. til 10., i vikariater strækkende fra en enkelt lektion, til ca seks
måneder. Her fandt jeg en stor forskel på indstillingen til skolen og niveauet af uro, hvad der gav mig ideen til
mit speciale.

Certificeringer

Foundation of Cooperative Learning (Johnson & Johnson)

Cooperative Learning Institute Oktober 2010

Leadership in Cooperative Learning (Johnson & Johnson)

Cooperative Learning Institute (Johnson & Johnson) Oktober 2011

Uddannelse

Høje-Tåstrup Kommune

Dynamisk Inspirator, Cooperative Learning
Certificeret Cooperative Learning underviser (herunder to gange fire dages kursus med og af David og Roger Johnson)

KLEO

Projekt- og procesvejleder 2009 - 2011

Roskilde Universitetscenter

Cand. Scient. Soc, Filosofi og Socialvidenskab 1995 – 2007

Speciale: Uroens Kultur

Juni 2007

I specialet beskæftiger jeg mig med spørgsmålet om kulturteori kan hjælpe med at forstå problemer med uro i skolen. Og det kan den, selvom Edgar Scheins teori giver nogle problemer, som bedre løses indenfor
rammerne af Pierre Bourdieus begreber om habitus, felt, social kapital og symbolsk vold

I kan læse mere om mig på min LinkedIn profil: www.linkedin.com/pub/peter-dam/5/706/118 , og få gode ideer til møderne på bedremoder.blogspot.com

Go' fornøjelse, og forhåbentlig på gensyn

Kompetencer haves - Ledelse ønskes

Jeg har været lidt ude efter lærerstanden her på det sidste, men vil gerne komme den lidt i møde her, og faktisk sige undskyld hvis jeg har været for hård. For lige så lidt som jeg tror på at børnene tager afsted om morgenen for at ødelægge det for alle andre, så tror jeg heller ikke på at lærerne er ligeglade med de skæve børn, eller helst så at visse børn slet ikke fandtes. Problemet ligger et helt andet sted mener jeg. Og det handler om ledelse. Og det handler om struktur. Og dermed også om kultur. Og hvor ved jeg det fra. Det ved jeg heller ikke om jeg ved, men der er et par ting der får mig til at mene at det måske godt kunne være rigtigt. Udover min egen erfaring fra snart ti år i folkeskolen, så har jeg to kilder til dette: For det første en spritny Ph.D, som er meget kritisk overfor forholdene i landets vuggestuer. For det andet den amerikancke forfatter Daniel Pink, som noget meget interessant i den retning. Så det var jo hele tre ting:

1)

Hvad siger min egen erfaring? Jo, to af de skoler jeg har været på, har været præget af de lukkede døres princip. Den privatpraktiserende lærer har haft gode kår her, og man har ofte hørt folk give udtryk for at "de arbejder bedst alene". Det mener jeg er en utroligt dårlig vane, og det af i hvert fald to grunde. For det første er det vigtigt for at undgå magtmisbrug at man ikke er alene med børnene hele tiden. Og det er ikke sagt ud af mistillid til lærerne, men min erfaring er at dårlige vaner, magtanvendelser, hårdt sprog o.l. har det med at vokse når der ingen er til at stille spørgsmålstegn ved det. Og det er meget menneskeligt, og ikke spor mærkeligt. Aristoteles sagde for mere end 2000 år siden at "to hjerner tænker bedre end en", og dårlige vaner bliver ikke ændret, hvis ikke de bliver bragt i spil i et fagligt fællesskab. Det var også min erfaring fra den specialskole jeg arbejdede på mellem 2006 og 2008. Det at vi var fysisk tilstede i det samme rum, og således kunne se hvad hinanden gjorde, betød at sparringen var meget nemmere og meget mere værdifuld. Både som i at man kunne lære af de andre, men også som i at man kunne bidrage til deres faglige udvikling ved at kommentere på ting man havde set, situationer der kunne have være håndteret bedre. Og det er så den anden grund, nemlig at det er meget svært at udvikle sin praksis alene. Ideer opstår nu engang bedre i fællesskaber, hvor ting vendes og drejes mellem folk med samme fokus.

Kommer disse ting af sig selv? Nej, det mener jeg ikke, og her er elevernes verden et godt sted at kigge. Hvis ikke lærerne strukturerer og vejleder eleverne i gode arbejdsformer, så bliver sådan noget som f.eks. gruppearbejde ikke værdifuldt for alle. Så sidder der elever tilbage, der ikke oplever at deres faglighed bliver udfordret, i hvert ikke på en tilfredsstillende måde. Således mener jeg også det er med voksne. Hvis ikke vi arbejder mere sammen, og her mener jeg helt konkret sammen, ikke bare at vi holder en masse møder, så udvilker vi os ikke optimalt. Men ledelsen kommer ind, da det er dem som i samarbejde med lærerne, skal sørge for at rammerne om (sam)arbejdet er tilstede. Det kommer ikke af sig selv.

2)

Min anden reference faldt jeg over for nylig i Politikken, da der blev refereret fra en Ph.D om forholdene i nogle danske vuggestuer, som Ole Henrik Hansen havde undersøgt. Denne mener at "Danske vuggestuer er så elendige, at en stor del af dem burde lukke". Således er analysen ultrakort, men hvad er løsningen så. Jo, her bliver det rigtig interessant. For han siger nemlig videre at løsningen ikke er at ansætte flere pædagoger, men handler om "organisering og ledelse". Arbejdet skal organiseres bedre, og som eksempel på hvad dette kan gøre, nævner han at en bedre organisering helt konkret kan resultere i mere voksen-barn interaktion, gående fra 21 minutter pr. time i det bedste tilfælde, til 3 minutter i det værste. Så bedre ledelse og organisering kan med andre ord gøre øgede ressourcer overflødige, da de øgede ressourcer på denne måde kommer indefra. Og jeg nægter at tro på, at dette skulle følges af mere stress og mindsket arbejdsglæde, da en pædagog som qua en bedre organisering af arbejdet, får mere tid sammen med børnene, nødvendigvis må være en gladere pædagog, hvilket han også bekræfter ved at sige at i den mere organiserede vuggestue vil "pædagogerne [ ... ] synes, at det er sjovt og udfordrende at gå på arbejde, og de vil være mindre tilbøjelige til at melde sig syge". Og så siger jeg omvendt, at hvis der er ansatte som virkelig mener at det ville være en bedre arbejdsplads, hvis ikke det var for alle de børn, så skal ledelsen nok træde i kraft med mere håndfaste metoder.

Nu er det dog ikke sådan at Ole Henrik Hansen synes at det er ligegyldigt hvor mange ansatte der er. Han problematiserer de konstante nedskæringer, men han mener ikke at antallet er alfa og omega. Som han siger: "det kræver ikke flere pædagoger at organisere sig mere intelligent". 

Læs og se video om og med Ole Henrik Hansen her:

http://politiken.dk/indland/ECE1610145/forsker-forholdene-er-rystende-i-danske-vuggestuer/#.T51buvnI2es.facebook

http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-50014257:video-fra-vuggestue-her-g%C3%A5r-det-galt.html

http://www.boernogunge.dk/internet/boernogunge.nsf/0/2ADEDEE1419F7664C125788D003229DC?opendocument

Han er også kritisk over for det han kalder "lønmodtagermentaliteten". Og det passer godt med noget jeg har undret mig meget over i min tid som lærer i folkeskolen, nemlig hvor meget folk taler om løn og ferie. Og jokes om at det ville være en bedre skole, hvis ikke alle børnene var her. Nu er det jo ikke sådan, at jeg ikke også nyder en fridag, og glæder mig til at skulle holde ferie med mine børn, men lærerjobbet er i mine øjne ikke et hvilket som helst job. Det er et kald. Jeg knokler hver dag for at prøve at skabe en bedre dagligdag for de børn der går der, og det er hjerteblod for mig, om det lykkes eller ej. Og det tror jeg faktisk også det er for mine kollegaer. Men det er som om at der sker et eller andet undervejs, fra man starter på læreruddannelsen, til man 10-20 år senere vågner onsdag morgen, og ikke rigtig gider. Hvad er det der sker. Jo, jeg tror vi har organiseret os helt forkert:

3)

Den amerikanske forfatter Daniel Pink har skrevet en meget interessant bog. Den hedder Drive, og handler om hvad der motiverer mennesker. Det han siger er interessant, da det er nærmest modsat det der er almindeligt acccepteret, nemlig at kontante belønninger såsom mere i løn o.l. IKKE VIRKER. I hvert ikke når vi taler om mere indviklede arbejdsopgaver der kræver samarbejde og alternativ tænkning. Og det må man sige at både skolelærerens og vuggestuepædagogens arbejde gør. Daniel Pink har kondenseret sin forskning den til tre elementer der er essentielle for at få folk til at arbejde optimalt. Det handler om at sørge for at der er autonomi, kompetence og at arbejdet er meningsfyldt. Sagt med andre ord. Folk skal have en hvis grad af frihed til selv og sammen med andre at finde ud af hvordan opgaven skal løses, de skal føle at de er kompetente til at udføre opgaven, og sidst skal opgaven være meningsfyldt for dem. De skal forstå hvorfor opgaven skal laves (i en anden pointe, prøv så lige at tænk på hvor mange skoleelever der hver dag bliver  præsenteret for opgaver de ikke selv kan bestemme hvordan de vil løse, som de ikke føler de kan finde ud af, og som de ikke forstår hvorfor de skal løse?).

Hvordan kommer dette til udtryk i den konkrete hverdag. Jo, Daniel Pink skriver om autonomi, at en organisation kan teste sig selv på at stille fire spørgsmål til medarbejderne: 1) hvor meget autonomi har du over hvad dine opgaver er, og hvad du laver på en given dag? 2) Hvor meget autonomi har du over din tid på arbejde, hvornår du møder og går osv? 3) I hvor høj grad kan du selv vælge hvem du vil samarbejde med? 4) I hvor høj grad kan du selv vælge metoder? Så scorer man hvert spørgsmål mellem 0 og 10. Jeg gjorde det selv, og endte op med følgende score: 1) 3 (forberedelsestiden er stort set helt fri, men resten er meget rigidt, og især selve opgavedefineringen er ude af mine hænder), 2) 3 (også her er der forskel på om det et forberedelse og skemalagt tid, men primæropgaven, tiden med børnene, er meget rigidt), 3) 2 (det er måske muligt at bestemme lidt i fagfordelingen, men i praksis er det meget svært at selv bestemme hvem man vil arbejde sammen med), og 4) 10 (ja, her er der så til gengæld helt frit slag). Det giver en samlet score på 18 ud af 40, og ikke nok med at dette tal er forholdsvis lavt, så dækker det også over en enorm skævhed, da spørgsmål 4) er helt oppe i skyerne, mens de andre er ret lave. Og selv indenfor disse er der skævhed, med hensyn til forskellen mellem forberedelsestid og skemalagt tid. Så problemet lige her er altså ikke fraværet af organisering, men at den er uhensigtsmæssig.

Jeg forestiller mig at lærerne generelt finder deres arbejde meningsfyldt, men diverse top-down initierede tiltag, såsom elevplaner og nationale test, er i mine øjne med til at nedbryde dette, og hvad angår det at føle sig kompetent, så giver mange udtryk for ikke at vide hvad de skal stille op med udadreagerende børn. Så jeg mener at Daniel Pink sætter fingeren på nogle ømme punkter, som bør adresseres.

Så min pointe her, er at problemerne i skolen ikke handler om hvorvidt lærerne der har denne eller disse mangler, men om at den måde skolen er organiseret på, og den måde ledelsen agerer i dagligdagen på, ikke er hensigtsmæssig. Så hvad skal vi gøre i stedet. Jo, for det første skal vi være nysgerrige, og lytte til og se på hvad man gør andre steder hvor man har succes. Daniel Pink nævner et andet sted den amerikanske filmtjeneste Netflix, som har gjort op med nogle mantraer, og bl.a. sørget for ultimativ autonomi for deres medarbejdere, som selv sørger for at få holdt ferie, taget fri osv., så længe arbejdet bliver gjort. Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi ledelsen har sørget for det, ved at arbejde med en såkaldt "Freedom and Responsibility Culture". Og det er ikke sådan at man er overladt til sig selv. Nej, der bliver fulgt op på resultater, delmål osv, og man er i jævnlig kontakt med hinanden. Men man skal ikke rapportere hvor længe man tilbringer i haven fremfor på kontoret. Nu kan det jo være svært at praktisere 1. klasses idræt fra sofaen derhjemme, men eksemplet viser også bare, at problemet måske ligger i den struktur vi har nu. Og måske kunne vi godt finde en anden måde at holde ferie på, end den meget rigide måde det praktiserer på pt, bedst forklaret ved begrebet "tvungen ferie" som man som lærer har fem uger om året. Og måske kunne vi finde en anden måde at praktisere skole på, så vi dels havde voksne og børn der oplevede autonomi, kompetence og meningsfyldthed, og dels for at gå tilbage til Ole Henrik Hansen, havde børn og voksne der var glade og blev udfordret, med bl.a. lavere sygefravær til følge. Jeg tror på det kan lade sig gøre, hvis vi får bedre ledelse, og bedre organisering af arbejdet. For som stifteren af Netflix Reed Hastings siger det: "Good managers giver their employees the right context in which to make decisions - and then then the employees make the decisions"

Læs et udsnit af "Drive" her: http://danpink.com/PDF/typeifororgs.pdf

Læs om bl.a. Netflix her: http://danpink.s3.amazonaws.com/FLIP-Manifesto.pdf og her: http://www.businessinsider.com/netflix-culture-management-presentation-2011-7

Normalt, specielt - slip det fri

Vi har i samfundet nogle individer eller rettere sagt grupper af individer, som af den ene eller anden grund ikke formår at leve op til de krav deres omverden stiller af dem. Det kan være mennesker med personlige problemer, som lider af diverse former for personlighedsforstyrrelser, det kan være decideret psykisk syge, eller det kan i forhold til folkeskolen være børn der lider af ADHD eller som har autismespektrum forstyrrelser, eller noget helt tredje. Det kan også være mennesker med fysiske vanskeligheder, såsom spastisk lammede e.l. Danmark har forpligtet sig på at sørge for at alle børn får en uddannelse, idet vi har tiltrådt Salamanca-erklæringen, hvori det understreges at ALLE børn har ret til at gå i skole, og helst i en almindelig skole.

I denne er man nemlig inde på forskellen mellem det at inkludere elever og det at tilbyde specialundervisning. Erklæringen er ikke helt klar på dette skel, da det godt nok nævnes som et centralt punkt at, "de, der har særlige uddannelsesmæssige behov, skal have adgang til almindelige skoler, som skal være i stand til at imødekomme deres behov ved at anvende en pædagogik, der er centreret omkring det enkelte barn" (min kursivering), men andetsteds står der at man bør "anvende princippet om inklusiv uddannelse og indskrive alle børn i almindelige skoler, medmindre der måtte være tungtvejende grunde til ikke at gøre det," og "sikre, at nye læreruddannelser, både egentlig uddannelse og efteruddannelse, også tager højde for specialundervisning i inklusive skoler" (igen mine kursiveringer). Dog er der ingen tvivl om at best case er at alle børn går på en almindelig skole, og modtager undervisning indenfor det normales rammer, altså i følge erklæringen.

Jeg er enig i at det er bedre at udvide rammerne for hvad der er normal undervisning, fremfor at tilbyde specialundervisning, og en af grundene nævnes i erklæringen selv, nemlig at "almindelige skoler, som har denne inklusive orientering, er det mest effektive middel til at bekæmpe diskrimination, skabe trygge fællesskaber, bygge det inklusive samfund og opnå uddannelse for alle". Men det er ikke de eneste grunde, selvom de i sig selv er overbevisende nok. Problemet med specialundervisning er nemlig, at når vi prøver at hjælpe disse børn, er vi samtidig med til at definere dem som nogle der har brug for hjælp. Men det der bliver set som et problem med en elev, kan også ses som et problem med skolen som eleven går på. Jeg har set mange eksempler på børn, som volder de voksne utallige problemer, men hvor det i lige så høj grad er de voksnes manglende kompetencer og vilje til at møde børnene, som skaber problemerne.

Den engelske skoletænker Ken Robinson viser i denne video hvad han mener om medicinering af børn med ADHD (se helst det hele, men hvis det skal gå stærkt, så spol frem til 3:37), og det han har fat i her, er at vi kan løse problemet med urolige børn på to måder: enten ved 1) at gøre børnene mere skoleparate, eller 2) ved at gøre skolen mere børneparat, for at citere en af min søns børnehaveledere. Problemet for de specielle børn er således en definitionsproblematik, og en inklusionsstrategi der sigter mod at udvide spektret af det normale vil hjælpe disse børn, så vi holder op med at tale om specialundervisning som noget nogle få børn har brug for, og i stedet ser hver eneste elev som unik, som Salamanca-erklæringen også siger noget om, nemlig at "ethvert barn har unikke egenskaber, interesser, evner og læringsbehov,". Så i stedet for at fjerne specialundervisning, så kunne vi give slip på trangen til at normalisere, og betragte alle børn, lærere, lektioner osv. som helt igennem unikke, og specielle på den gode måde.

Men hvorfor er dette så svært? Jo, jeg mener det handler om det jeg har tidligere har været inde på, nemlig det her med at lærerne ofte har en ide om hvad der skal ske i timerne, som er en del af en større plan som fremgår af årsplaner og fælles mål (som omhandler hvad eleverne skal lære i løbet af hele deres skoleliv) osv., og som alle er udtryk for en samlet plan for hvad der skal foregå i skolen. Når der så opstår konflikter o.l., så opleves det som irriterende afbrydelser, og det at afvige fra den oprindelige plan kan være meget stressende for mange lærere. Det betegnes i salamanca-erklæringen som "at barnet skal tilpasses på forhånd fastlagte antagelser med hensyn til læreprocessens hastighed og natur", i stedet for at tænke "at det er helt normalt, at mennesker er forskellige, og at læring derfor også må tilpasses det enkelte barns behov". Derfor er den øjeblikkellige trend med kanon, fælles mål, nationale test, og lignende standardisering, desværre skridt i den stik modsatte retning, da det at have børn med diverse diagnoser etc., må ses af den enkelte lærer som en forhindring for at nå disse mål (men at det ikke er en korrekt analyse, kan man med fordel konsultere forskningen om Cooperative Learning for at se, da denne viser at elever der arbejder i heterogene grupper lærer mere end andre, hvilket igen må bringe tårer i øjnene på alle, set i lyset af den øjeblikkelige interesse for niveaudeling 2).

Men hvis vi giver slip på det normale, og på at vi skal nå nogle helt bestemte mål med uddannelserne, ender vi ikke så bare med at rende rundt som hovedløse kyllinger, med ingen sans for retning, og dermed heller ikke nogen sans for hvad der er godt for samfundet. Nej siger professor Ralph Stacey som argumenterer for at organisationer kan være så komplekse, at de ikke kan styres. Med begrebet om komplekse responsive processer, som handler om at se organisationer som komplekse kommunikative processer, viser han at de ting vi i dag tager for givet, ikke er opstået som resultatet af en på forhånd udlagt og senere gennemført plan, men er resultatet af et super komplekst sammenspil, af sociale kommunikative processer, som når nogen siger noget dårligt om noget på et møde osv. Hvad betyder det? Jo, kort sagt så betyder det, at det en organisation gør, er et resultat af de interpersonelle bevægelser der er i organisationen, og at disse godt kan være inspireret eller påvirket af den overordnede strategi, men ikke er resultatet af en den. Stacey bruger i følge Katja Broholm og Niels Henrik Helms myretuen som eksempel på at der "trods fraværet af en overordnet strategi opstår [ ... ] sammenhæng og mønstre lokalt såvel som på et mere overordnet plan"1. Der er ikke tale om en plan, men der er heller ikke tale om fraværet af struktur. Processerne er bare så komplekse, at det ikke giver mening at tro at man kan styre dem i en traditionel, rationel sans. Samme sted siges det at "Stacey mener at [ ... ] vi skal gøre det, vi tror på, og så acceptere, at det, der kommer ud af det, ikke er nøjagtig det, vi regnede med, men måske noget, der er bedre!". Det kan vi kun komme til, hvis vi slipper kontrollen, og tillader os at gå efter vores tanker om den gode skole, i stedet for at lade os skræmme med falske profetier om faldende konkurrenceevne som følge af dårlige PISA-resultater. Opfindelsen af Facebook er ifølge Ralph Stacey også et eksempel på noget som  ikke er planlagt og efterfølgende gennemført, men som er opstået som et ikke tilfældigt, men på forhånd uigennemskueligt mix af handlinger, som altså til sidst udmønter sig i noget som vi alle kender og bruger. Demokratiets opståen må også kunne ses på denne måde, da revolutionerne i 1700- og 1800-tallet, ikke opstod fordi nogle havde planlagt dem, men fordi bestemte mennesker var sammen på bestemte tidspunkter, under bestemte omstændigheder osv osv. Ting opstod som ikke var til at forudsige (finanskrisen ligeså) men det gjorde de alligevel, og det ene tog det andet, og noget meget vigtigt opstod.


Jeg mener derfor ikke at vi bør være så bange for at lade det der sker ske, men at vi i stedet for at forsøge at styre udvikingen efter en bestemt plan, som f.eks. kanon og fælles mål er et udtryk for, skal opsætte rammer for den bedst mulige form for kommunikation, sådan at lærere og andre der har med børn at gøre, får mulighed for i fællesskab med barnet selv, og dets øvrige interessenter, først og fremmest dets forældre og klassekammerater, at træffe beslutninger der gavner alle disse mennesker bedst, ud fra hensynet til hvad der giver mening og er gavnligt lige nu og inden for et meget kort fremtid. Jeg mener at det handler om at give slip, og lade elever og læreres ønsker råde. Det er i tråd med Summerhill pædagogikken, som jeg undrer mig over spiller så lille en rolle i dagens folkeskoledebat. 


1 http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/den-kaotiske-organisation

2 http://www.google.dk/books?hl=da&lr=&id=R7_GB4QvhfAC&oi=fnd&pg=PA5&dq=johnson+cooperative+learning+research&ots=awo1Ymg_du&sig=Q-ljGOskc_PSiosh7OwNg8wDgKw&redir_esc=y#v=onepage&q=johnson%20cooperative%20learning%20research&f=false

Læs Salamanca-erklæringen:
http://pub.uvm.dk/1997/salamanca.pdf

Se et par foredrag med Ralph Stacey her: http://www.dr.dk/DR2/Danskernes+akademi/Forelaesere/R/Ralph_Stacey.htm

og læs om ham her:
http://web-apps.herts.ac.uk/uhweb/about-us/profiles/profiles_home.cfm?profile=D9F1E741-AB4F-F4B1-C2E3802859F74792&view=publications

Læs om Summerhill her:
http://www.summerhillschool.co.uk